Er det ikke omvendt, Annette?

Annette Heick udtaler sig om sex:


"Sex er vigtigt. Der kan være alle mulige årsager til, at det er på hold i en periode, men hvis den bliver for lang, går det galt. Jeg vil faktisk sige, hvis du har sex mindre end en gang om ugen, så skal du lige til at klemme ballerne lidt sammen.."


Citatet er sakset herfra.




Klemme ballerne sammen? Er det ikke dumt, hvis man gerne vil have sex?
Og spørg mig ikke, hvorfor jeg har læst den artikel. Svaret blæser i vinden.

Mere ballondans, tak!

Storepigen har her til aften holdt 13 års fødselsdag for sine klassekammerater. 12 piger, der har hvinet, grinet og hujet sig igennem en herlig aften med velkomstdrink, burger & pommes, sodavand, ballondans & stopdans, stoleleg og en selvopfunden Vild-med-dans-agtig konkurrence, som fik dem til at trille rundt på gulvet af grin.

Dejlige søde piger. Fandme næsten umuligt at forestille sig, at det om ikke ret mange år, er bajere og Breezers, de bæller en fredag aften.  Min forestillingsevne rækker bare ikke ret langt i den forbindelse!? 

Her er et billede fra vores entré, lige da pigerne var kommet.  

Får den tanke, om man egentlig kan sige noget generelt om skomoden i den aldersgruppe? 

Ballondans er i øvrigt en vildt overset disciplin, som burde gøres obligatorisk mindst én gang om ugen på alle arbejdspladser! Kan I ikke se det for jer? På kontoret, på sygehusene, i Fakta... Hver fredag kl. 12: Ballondans for alle!

Det tror jeg, ville gøre godt.

Godmorgen Gravko

Godmorgen chef, det er Helle.
Ved du hvad chef, jeg kommer altså ikke på arbejde i dag, for det er så'n chef, at der holder en stor gravko i min indkørsel og jeg kan så'n set ikke komme ud chef!?

Om den kan flyttes? Det tror jeg ikke, du skal regne med  chef, det er sørme en stor krabat, så'n en gravko.


---------------------------------------------------------------------


Manden, der dirigerer gravkoen er vores nye ven. Han banker på døren flere gange om dagen og spørger om vi kan flytte en bil, om vi har fået vand i hanen igen, eller om det er ok at de bruger vores indkørsel til at læsse dit eller dat af i.
 Vi ved ikke, hvad han hedder, men jeg kalder ham Playmobil-manden og børnene kalder ham Byggemand Bob.


I skal ikke snydes for det, vi oplever hver morgen, når vi træder ud af vores dør. Der er som sådan ikke meget handling i denne lille film, men læg dog alligevel mærke til at der kommer en hel del person-action til allersidst!

Ps. Maskinlarmen er øresønderrivende og begynder præcis kl. 07.00 hver morgen. 

4.maj

Uddrag fra det, jeg dengang kaldte min Tankebog:


(Advarsel: Den følgende tekst indeholder sekvenser, der kan give anledning til kvalme og brækfornemmelser. Jeg var gravid med mit første barn, grådlabil, rørstrømsk som bare fanden og fyldt op af bevidstheden om at jeg var nærmere universets centrum end nogen sinde ever. Jeg beklager på forhånd)

12.februar 1999


Jeg er opfyldt af kærlighed. En kærlighed, der strømmer gennem mig ned til dig, som ligger og tumler i min mave. Mærker du mon al den kærlighed, der fylder mig? Omfatter dig? Skyldes dig?
Disse mange måneders venten. Jeg venter. Jeg drømmer. Drømmer om den dag, hvor du kommer ud af mig og hvor din far og jeg skal løfte dig op i vores arme.
Glæde. Jeg glæder mig. Til at møde dig, se dig, lære dig at kende. Jeg kender dig allerede meget. Kender dine bevægelser og mærker, når du er stille. Vi skal så meget sammen, os tre, din far, dig og mig. Vi skal opdage verden sammen med dig, grine, græde, lege og synge. Vi skal være. Bare os tre. Være sammen.
Der er tre måneder til du skal se dagens lys. Har du mon brune eller blå øjne? Er du en pige eller en dreng?
Jeg tænker meget på det, men tænker også at det er så uendelig lige gyldigt. Du er dig, du er vores barn. Det er alt.
Kom bare an, du er allerede omsluttet af den største kærlighed - du er elsket, alene fordi du er dig.
Jeg kan ikke vente, jo jeg kan godt vente. Jeg skal vente. Jeg glæder mig til at være din mor. Min lille skat. 
Min mave vokser og vokser, du bliver stor og stærk. Jeg passer på dig. Gør mit bedste for at give dig optimale vækstbetingelser. Men du næres mest af min kærlighed


Det var aften og halvmørkt udenfor, da hendes far helt omtumlet gik ud på Skejby Sygehus' p-plads for at ryge en tiltrængt cigaret efter at have været vidne til en god, nem, udramatisk og hurtig fødsel af vores første barn. En smuk datter. 
Da han drejede rundt og kiggede ned langs sygehusets uendeligt lange bygninger, var der lys i alle vinduerne.
Det var d. 4.maj - en dato, der i forvejen er mange menneskers minder om en skæbnesvanger tid. For mig fik datoen en anden meget væsentlig dimension.
Jeg blev mor for første gang. 



Hun fylder 13 år i morgen og jeg synes, det er svært at begribe!

Bare fordi

Hvornår, mor, hvornår vokser min solsikke op, spørger den treårige utålmodigt, mens hun vander det frø, hun netop med sine små tykke pølsefingre, har trykket ned i jorden. Jeg svarer, at frøet skal åbne sig og så kommer der en grøn spire op af jorden. Hvorfor, mor, hvorfor? Bare fordi, svarer jeg. Og det er ikke for at være afvisende eller noget, men jeg har ikke et bedre svar!?

Vi har malet stuen

Har været lidt hjemløs de seneste dage. Vores stue har meget meget længe trængt til at blive malet og i denne weekend blev projektet effektueret.


Vi har malet stuen. Og jeg mener vi. Også selvom jeg ikke én eneste gang har haft en pensel i hånden. Ikke hjulpet med hverken at dække af, vaske ned eller deltaget i den efterfølgende oprydning. Det er Jens, der har lavet det hele.
På den ene side har jeg det virkelig skidt med ikke at have hjulpet - på den anden side ved både han og jeg at stuen ikke var blevet malet, hvis ikke jeg havde været her. For det har jeg lavet: ALT DET ANDET. 
Først og fremmest taget mig af afkom og sørget for at ingen gik i vejen. Jeg har  løst 117 praktiske opgaver udenom malerprojektet, således at vi har fået mad tre gange om dagen, har masser af rent tøj i skabene (vores dyner er sågar blevet vasket i denne weekend!) og køleskabet er fyldt op til den kommende uge. Jeg har haft den yngste med på udflugt hele formiddagen og har nærmest ikke siddet ned, siden vi kom hjem.  Nu ligger alle tre børn rene og nyvaskede i deres senge, der er bagt boller til madpakkerne og skraldespanden er sat frem ved fortovskanten.
Derfor tør jeg godt sige det igen: Vi har malet stuen i denne weekend.

Meget tiltrængt malerprojekt nærmer sig sin afslutning.

Fra dagens udflugt til Givskud Zoo. Johanne og jeg var enige om at  elefanterne nok var generte
 siden de sådan vendte bagenden mod os, da vi kom hen for at sige hej til dem.

Elvis has not yet left the building

Hvis altså det er mig, der er Elvis. Det er nu nok ikke. Jeg er bare mig og det er pt. rigeligt. Jeg farer rundt herude i verden og i den forgangne uge har jeg bl.a mødt min indre gospelsangerinde: Jeg deltog i søndags i et éndagsarrangement på Brandbjerg Højskole - hvor jeg prøvede at synge gospel for første gang i mit liv. Det viste sig ret hurtigt, at der bor en lækker gospelsangerinde inde i mig! Jeg tror hun hedder Gladys! Hun er stor, meget rund, utrolig varm om hjertet og med en vuggende gang. Hun synger ikke specielt godt, men det er til gengældt højt og hun bliver rigtig glad af at synge. Jeg har aldrig mødt hende før, men da jeg råbte mit første "Halluleja" og begyndte at vugge til "He's blessing me", da stak hun sit sorte smilende fjæs frem og tiggede om at komme ud!
(Til de bekymrede - hun er rejst ind i min fantasi igen og hun kommer ikke frem lige foreløbig igen...)


I aftes havde jeg en anden meget stor oplevelse. 
Jeg var til foredrag med en af mine meget store forbilleder, børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen.


Jeg har tidligere skrevet om hende her, hvor jeg anmelder den bog, som gjorde så uendelig stort et indtryk på mig. 
Jeg læste bogen i juleferien og siden har den været lånt ud, for jeg siger til alle mine kolleger, at hvis de mener deres arbejde alvorligt, så skal de læse bogen.


Lisbeth holdt foredrag på Møllevangsskolen i Århus, arrangeret af gigtforeningen. 


I pausen gik jeg sammen med de to kolleger, jeg fulgtes med, hen for at snakke med hende og jeg fik hende til at signere min bog:

Den måde hvorpå hun står frem og hudløst ærligt fortæller sin livshistorie til offentligheden, det har jeg uendelig stor beundring for. Det primære formål er, at fortælle os, at det nytter noget at række hånden ud og hjælpe udsatte børn med at få øje på vejen til et bedre liv ...  og meget gerne gå sammen med dem det første stykke af denne vej.


Der kommer i øvrigt et dokumentarprogram om Lisbeth Zornig Andersen på Dr1 d. 10.maj kl. 20.00. 

Hvis svaret er rugbrød, hvad er så spørgsmålet?

"Der er altid noget, man er god til. Man skal bare lige finde ud af, hvad det er."
Sådan siger kranføreren Ole til drengen Ivan i filmen Gummi Tarzan -  og jeg har tit brugt citatet. Overfor andre. 


Men hvad med mig selv? 
Det sker heldigvis stadig, at jeg finder ud af noget,  som det viser sig, at jeg er god til.


Som for eksempel at bage rugbrød.


Når det kommer til udfoldelser i et køkken, er der ikke ret meget, jeg er særlig god til. Jeg er ikke decideret elendig til at lave mad, men det ville være lodret løgn at sige, at jeg tryller i køkkenet. Jeg tryller ikke. Jeg læser i opskrifter og følger dem meget nøje. Meget lykkes for mig, men der er også rigtig meget af det mad jeg i tidens løb har serveret, der har været brændt på, kogt over, for salt, for stærkt (jævnfør fx dette indlæg), for surt, for sødt eller på anden måde mere eller mindre mislykket.
At jeg så er gift med en mand, der er suverænt god til at lave mad og som tryller de lækreste retter frem, eksperimenterer og har stort succes med det, har ikke styrket mine madlavningskompetencer. Når han nu elsker at lave mad og er så god til det, så er det da også synd at tage den tjans fra ham, ik?!


Men det er mig, der kan bage rugbrød. 


Jeg har min egen surdej stående på øverste hylde i køleskabet:

Jeg tror det er den utrolig langsommelige proces i skabelsen af et nybagt rubrød, der tiltaler mig så meget.
Jeg bager et rugbrød hver weekend og går typisk i gang lørdag morgen med at blande kerner med vand, hvedemel og surdej. 
Så skal det stå i 8-12 timer. Bare stå og passe sig selv, mens surdejen gør sit arbejde.


Når det så har stået i de mange timer, blandes øl og rugmel i.
Til det er det godt at få hjælp til at røre rundt i skålen:

Når det er rørt godt sammen, skal man huske at tage surdej fra til næste uges rugbrød.


Bagetiden i ovnen er i alt 2 ½ time - og så skal brødet køle i mindst to timer, før det kan skæres ud.


Resultatet er fantastisk hver gang - jeg er meget stolt og glad - og høster en masse dejlig ros og anerkendelse af min familie.

Jeg er god til at bage rugbrød. 


(Og jeg sender en kæmpe tak til dig, der fik mig i gang med det, du ved selv hvem du er...)

Jeg bliver så uendelig træt

og faktisk også en smule mundlam, når jeg læser debatter som den Anne Sophia Hermansen sætter i gang med sin blogindlæg om folkeskolen som kan læses her.
Jeg ville egentlig ønske, at jeg kunne vende den anden kind til og være skide ligeglad, hvergang jeg føler mig ramt over en debattørs langen ud efter folkeskolen og dens lærere. Lige med den her debat lykkedes det ikke ret godt. Efter endt læsning blev jeg først forskrækket, herefter blev jeg vred og råbte op - men ret hurtigt gik gassen af ballonen og så gled tilstanden over i en helt modløs følelse.  Modløs og næsten magtesløs... For jeg vil ikke være et tudefjæs og jeg vil ikke klynke - men hvor er det altså bare frustrerende at tilhøre en faggruppe, der konstant står for skud og som hele tiden får på puklen for ikke at gøre det rigtige, gøre det godt nok. 
Jeg orker ikke at gå i clinch med ASH og hendes debat - men vil gerne afsløre at jeg er lodret uenig i det, hun mener. Det er vi rigtig mange lærere der er - og at vi er det, er der rigtig mange børn og deres forældre, der dagligt har stor glæde af!

Ja, ja jeg skal nok

Lillepigen, 3 år:
"Mor altså, det er MIG, der åbner døren og går ind først, du er dum mor, det var mig, der skulle gå ind først..."


Mellempigen, 9 år: 
Mor altså, du sagde jeg skulle til gymnastik i morgen, men det er torsdag og så er det altså ikke gymnastik, men fodbold, det siger du altid forkert!


Storepigen, 12 år: 
Du hælder vand på en varm pande! Det har vi lige lært i hjemkundskab i dag, at man for alt i verden ikke må! Fordi så kommer der fedtstof i afløbet og så stopper vasken.


Kææft, de børn har da ikke været ret heldige med mig som mor!?


Jeg lover at tage mig sammen i morgen!